Må tidligere politikere blive lobbyister?

Berlingske Tidende bragte den 10. maj et indlæg, som jeg har skrevet om problemerne med tidligere politikeres arbejde som lobbyister. Og om åbenhed hos public affairs bureauer. Du kan læse mit debatindlæg i Berlingske her. Eller du kan læse det i sin fulde og oprindelig version her:

Berlingske Tidende bragte søndag den 22. april en artikel om tidligere politikeres nuværende arbejde som public affairs konsulenter eller som ansatte i organisationer, der varetager bestemte interesser.

Artiklen hviler på den præmis, at det er problematisk, at politikere går ud og arbejder med interessevaretagelse. Og det er særligt problematisk, når de gør det for bureauer, hvor det ikke er tydeligt, hvem de varetager interesser for. Hvorfor det er problematisk, bliver aldrig helt tydeligt. Den rygende pistol i form af eksempler på, at tidligere politikere har misbrugt deres indsigter fra tiden i politik, mangler helt. Til gengæld behandler artiklen ikke den demokratiske udfordring, at det er særdeles svært for tidligere politikere at få beskæftigelse. Særligt hvis de ikke må beskæftige sig med det, som de rent faktisk ved noget om, nemlig politik.

Artiklen har således to påstande, som jeg vil forsøge at besvare i det følgende. Nemlig at de bureauer, der arbejder med politisk interessevaretagelse, udgør et demokratisk problem. Samt at det er problematisk, at politikere efter deres politiske karriere beskæftiger sig med politik.

Er politisk indsigt et problem?
For at dokumentere den sidste påstand om, at det er et problem, at tidligere politikere arbejder med interessevaretagelse, henviser artiklen til en undersøgelse lavet af professor Mark Blach-Ørsten fra Roskilde Universitet. Desværre glemmer artiklens forfattere at medtage undersøgelsens konklusion, nemlig at antallet af politikere, der forlader politik for at arbejde med lobbyisme, er relativt lavt i Danmark. Det vil altså sige, at den akademiske forskning på området har svært ved at se et problem.

Så er det overhoved et problem, at tidligere politikere arbejder med politisk interessevaretagelse? Sandheden er, at det kan være meget svært for en politiker at finde beskæftigelse indenfor sit fag efter en politisk karriere. Hvis man har været væk fra faget i en længere periode, så er man ofte ikke kvalificeret til at arbejde med faget, hvad enten det er som advokat, politimand eller rørsmed. Hvad er politikerne så kvalificeret til? Politik, naturligvis. Og derfor er det naturligt, at en del af de tidligere politikere ender med at arbejde med politisk interessevaretagelse.

Det at politikerne kan have svært ved at finde anden beskæftigelse, er dog ikke et argument for, at det ikke er et problem. Men hvad det problematiske er, står heller ikke klart. Man kan spørge, om deres viden fra politik kan misbruges efterfølgende? Men hvis de misbruger fortrolig viden, gør de sig skyldigt i noget kriminelt. Det har jeg ikke hørt eksempler på er sket. Og resten af politikernes viden stammer fra offentlige kilder, så det kan næppe heller være problematisk?

Man kan hævde, at tidligere politikere har bedre adgang til nuværende politikere. Det er korrekt. Men adgang gør det langt fra alene i politik. Hvis ikke argumenterne er i orden, gør adgang ingen forskel. Den underliggende præmis om, at politikere let ændrer holdning, fordi de møder nogen, som de kender, holder ikke i virkelighedens verden. Danske politikere er hverken naive eller korrupte. Derfor er det ikke et problem, at tidligere politikere har let adgang til Christiansborg.

I øvrigt har alle med en rimelig legitim sag let adgang til danske politikere, der altid er interesserede i at lytte for at få et bedre beslutningsgrundlag. Når det har været problematisk at få adgang for den tidligere formand for Danske Handicaporganisationer, så skyldes det næppe manglen på et politisk netværk, men nærmere, at organisationen har haft svært ved at formulere deres sag på en måde, hvor politikerne har fundet den relevant at tage op. For naturligvis kræver det relevans og aktualitet, hvis man skal have adgang til de overfyldte kalendere på Christiansborg.

Vi har i Advice tilbage i 2015 undersøgt politikernes holdninger til interessevaretagelse. Undersøgelsen viser, at cirka hver fjerde dagligt har møde med lobbyister, mens tre ud af fire folketingsmedlemmer som minimum har et møde med lobbyister om ugen.

Er lobbybureauerne et problem?
Den anden påstand er, at kommunikationsbureauernes interessevaretagelse er problematisk, fordi der mangler indsigt i, hvem de arbejder for. Det er professor Anne Skorkjær Binderkrantz, der savner denne åbenhed hos bureauerne, men Mark Blach-Ørsten har også tidligere efterlyst indsigt i kundelister. Denne påstand beror på den antagelse, at bureauerne tager møderne med politikerne på vegne af kunderne.

Jeg skal på branchens vegne beklage, at vi ikke har været gode nok til at oplyse om, hvordan vi reelt arbejder. Sandheden er, at det er sjældent, at vi tager et møde med en politisk beslutningstager på vegne af en kunde. I de fleste tilfælde består vores arbejde i at klæde kunden på til selv at kunne tage mødet med politikeren. Andre gange går vi med kunden på Christiansborg. I langt de fleste tilfælde er det således kunden, der udfører lobbyismen, mens vi har en rådgivende funktion.  Og hvis det endelig sker, at vi tager møder på vegne af en kunde, så er det altid klokkeklart for politikeren, hvem man repræsenterer.

Når vi ikke lægger vores kundelister frem i offentligheden skyldes det, at vi rådgiver kunderne på et område, som er følsomt for deres forretning. Derfor ønsker kunderne ikke offentlighed. Som bureau ville jeg gerne være 100 procent transparent, men jeg må – i lighed med advokater, revisorer og andre rådgivere – respektere mine kunders ønsker. Når kunderne er med på det, går vi gerne offentligt. Advice har således været helt åben om, at vi arbejdede for Airbus i den danske kampfly-konkurrence.

Anne Skorkjær Binderkrantz argumenterer for, at det var bedre i gamle dage, hvor det alene var organisationerne, der stod for interessevaretagelsen. Det er noget af en påstand. I gamle dage sad embedsmænd, politikere og udvalgte, privilegerede organisationer rundt om et bord i et lukket rum og lavede lovforslagene. Når de så ramte Folketinget, var de klappet af politisk. Det var primært arbejdsmarkedets parter og landbruget, der var inviteret med. Folketinget var således uden den store indflydelse, som parlamentet har i dag. Der var som udgangspunkt heller ikke plads til NGO’ere, eksperter fra universiteterne, enkelte virksomheder, borgergrupper, medier eller individer, som i dag har helt andre muligheder for at gøre sin stemme gældende i den demokratiske debat. Er det at foretrække?

I dag foregår meget mere interessevaretagelse i offentligheden. På Twitter kan man åbent følge dialogen. Der er ofte annoncer i aviser, som har politikerne som målgrupper. Fra en omfattende universitetsundersøgelse af interessevaretagelse, har vi også betydelig indsigt i organisationernes interessevaretagelse. Og på Folkemødet er det også gennemskueligt, hvad der foregår. Lad os endelig få mere åbenhed så længe, at det ikke er i form af kontrol for kontrollens skyld. Jeg vil hjertens gerne bidrage til, at forskerne får større indsigt i moderne interessevaretagelse. Både Anne Skorkjær Binderkrantz og Mark Blach-Ørsten skal være velkomne til at følge vores arbejde i en dag eller i en uge, så de kan få indsigt i, hvordan tingene reelt foregår.

Jeg håber meget, at forskerne tager imod invitationen. For debatten om vores demokrati fortjener at blive baseret på indsigt og ikke på myter. Og det kræver at forskerne udtaler sig baseret på indsigt og ikke på myter.

Hvad er public affairs?

Public affairs er bare et smart konsulentord for lobbyisme.

Det er en påstand, som ikke bliver mere sand af at blive gentaget. Heller ikke selvom det kommer fra folk fra branchen, som burde vide bedre. Sandheden er, at lobbyisme er public affairs, men public affairs er meget mere end lobbyisme.

Lobbyisme defineres som ‘når personer, virksomheder eller organisationer forsøger at varetage deres interesser ved at påvirke politiske beslutningstagere’. Politiske beslutningstagere er typisk politikere eller embedsmænd, men kan også være medlemmer af en kommission eller et lovforberedende udvalg. Så lobbyisme handler i høj grad om den konkrete dialog, som en lobbyist har med en politisk beslutningstager. Lobbyistens formål er at søge opbakning til sin sag. Den politiske beslutningstagers formål er at få et bredere beslutningsgrundlag.

Public affairs, der bedst oversættes til ’interessevaretagelse’, handler som nævnt om lobbyisme, men også om meget mere. For eksempel kan medierne spille en vigtig rolle i interessevaretagelsen, hvilket gør PR til en del af PA (men man kan faktisk også hævde det omvendte). Medierne kan være med til at skabe en brændende platform for sin sag. Og uden den kan det være svært at skabe interesse for sin sag. Eller medierne kan bruges til at lægge et pres på beslutningstagerne ved at vise dem, at omverdenen er optaget af problemet.

Overvågning af medier – og af sociale medier – hører også med til det at varetage sine interesser. Det er afgørende at have indsigt i, hvad omverdenen sig og mener om ens organisation eller ens sag.

Man kan også hævde, at stakeholder management er et naturligt element i interessevaretagelsen. Stakeholderne skal kortlægges og analyseres, som et vigtigt led i analysefasen af en public affairs-strategi. Og en systematisk tilgang til at opbygge og vedligeholde relationer til vigtige stakeholder er en af de løbende aktiviteter i interessevaretagelsen.

Issues management hører også til i den kurv, som kaldes public affairs. For organisationer og virksomheder med mange politiske sager er issues management et stærkt ledelsesværktøj, når sager skal prioriteres og ressourcer fordeles. Skal man have succes med sin interessevaretagelse, kræver det, at man ikke løber efter alle sager hele tiden.

Regulatory affairs kan også være en del af interessevaretagelsen. I stærkt regulerede virksomheder er det nødvendigt med afdelinger, der løbende sikrer, at virksomheden arbejder i overensstemmelse med den komplekse lovgivning. Ofte er der et rum for fortolkning, og derfor har virksomhederne en løbende dialog med embedsmændene om, hvordan loven skal tolkes. Men også om, hvad der kunne være hensigtsmæssigt at ændre i loven.

Man bør også tænke hele sin organisations eksterne kommunikation – corporate communication – ind i interessevaretagelsen. Det gælder ikke mindst kanalerne på sociale medier. For der skal naturligvis være en sammenhæng mellem det, som man kommunikerer til de politiske stakeholder og det, som kommunikeres til de resten af en organisations omverden. Derfor er CSR også en disciplin, som skal samtænkes med interessevaretagelsen. For CSR handler om at skabe et godt omdømme og en høj legitimitet. Og hvis omverdenen generelt vurderer, at en virksomhed har en høj legitimitet, så deler det politiske system denne vurdering. Og en høj legitimitet er som smør for interessevaretagelsen.

Evnen til at lave gode analyser er absolut også afgørende for interessevaretagelsen. Det er derfor, at alle interesseorganisationer af en vis størrelse har en analyseafdeling, der ofte arbejder tæt sammen med de ansatte, der står for den direkte politiske kontakt. Når analyserne er afgørende skyldes det, at de skal sikre de politiske beslutningstagere et bedre beslutningsgrundlag. Og samtidig skal de understøtte de budskaber, som man godt vil have politisk opbakning til.

Flere discipliner kan uden tvivl tænkes ind. Grundlæggende handler public affairs om organisationens forhold til den politiske del af omverdenen. Men den politiske del fylder efterhånden så meget, at det stort set drejer sig om hele organisationens omverden.

Det skel mellem lobbyisme og public affairs, som jeg har skitseret i det ovenstående, er efter min overbevisning intuitiv rigtig. Men det er ikke bare noget, som jeg har opfundet. Public Affairs Networking beskriver således public affairs med ordene: ”Public affairs work combines government relations, media communications, issue management, corporate and social responsibility, information dissemination and strategic communications advice. Practitioners aim to influence public policy, build and maintain a strong reputation and find common ground with stakeholders”.

Dermed strækker public affairs sig fra den stille dialog med embedsmænd om justering af kompleks lovgivning til omfattende kampagner, der skal forbedre organisationens omdømme og legitimitet. Det sidste bliver i stigende grad vigtigt. Mere om det senere.

 

Hvad er digital interessevaretagelse?

Måske skal man starte et andet sted. Hvad er interessevaretagelse? Rigtigt mange sammenkæder interessevaretagelse og public affairs med lobbyisme. Og lobbyisme er også interessevaretagelse. Men interessevaretagelse – som jeg ligestiller med public affairs – er meget mere en lobbyisme. Det handler også om at varetage sine politiske interesser overfor vælgerne gennem virksomhedens generelle kommunikation. Det handler også om at fremme sin sag gennem medierne. Issues Management – den strategiske udvælgelse af sine issues – er også interessevaretagelse. Det samme er stakeholder management.

Og så er det interessevaretagelse at fremme sin sin sag gennem sociale medier. Enten ved at udøve direkte lobbyisme på Twitter. Eller ved at mobilisere bagland og vælgere på Facebook. Det kan man jo kalde digital interessevaretagelse. Men ligesom interessevaretagelse ikke alene handler om lobbyime, så handler digital interessevaretagelse ikke alene om sociale medier. Der er meget mere i det begreb.

Digital interessevaretagelse er også helt nye analysemetoder, hvor man benytter den nemmere adgang til data til at fremstille stærkere dokumentation end tidligere. Det kan være input-output-modeller, der på mødet med politikeren kan fortælle om konsekvensen af, at afgifterne sænkes på et område. Vi kommer i stigende grad til at se robotter kravle nettet igennem, så den rigtige information bliver nemmere og hurtigere at få adgang til. Vi vil også få adgang til digitale analyser, der kan understøtte vores strategiarbejde. Eksempelvis vil det at indsamle viden om stakeholderes positioner på et issue blive noget nemmere i fremtiden.

Digital interessevaretagelse handler også om at optimere sin digitale tilstedeværelse bredt betragtet. Organisationens hjemmeside bør også tænkes ind i interessevaretagelsen, så en embedsmand hurtigt kan finde organisationens holdninger og analyser på et vigtigt emne. Tilsvarende skal der tænkes i søgemaskineoptimering, så du sikrer, at når politikeren googler dit issue, så er det jeres hjemmeside, der dukker op øverst i resultatlisten. Og er det for besværligt, vil annoncering være et relevant alternativ.

Vi kommer også til at se langt flere digitale støtteværktøjer, der kan bidrage til dit arbejde med at varetage interesser. Mest oplagt er forskellige overvågningsværktøjer, der  i realtid sikrer, at du ved hvad der tales om på alle medier – sociale som traditionelle – om din sag eller din organisation. Men der vil også komme andre værktøjer til at styre issues og stakeholderrelationer samt til at understøtte proces og strategi.

Og så betyder sociale medier stadig mere i politik. Og de er naturligvis et hovedelement, når vi snakker digital interessevaretagelse. De er afgørende, fordi de kan rigtigt mange ting indenfor interessevaretagelse. De kan bruges til direkte lobbyisme. Og til at sætte en dagsorden eller mobilisere vælgere. Facebook kan anvendes som omdrejningspunkt for en kampagne, hvor materiale, argumenter, tal og medieklip samles i en fortløbende strøm. Man kan også bruge sociale medier til involvering. Det kan være til at teste argumenter eller finde den gode case.

Hele 96 procent af folketingsmedlemmerne er på Facebook. Til sammen har folketingsmedlemmerne over fire millioner (der er dog mange overlap), der følger dem på enten Facebook, Twitter eller Instagram. Derfor er det et afgørende værktøj. Både for politikernes dialog med omverdenen. Men også for omverdenens dialog med politikerne.

Sig farvel til stakeholdermapping II

Tilbage i april havde jeg en dialog på Twitter med en af stifterne af Ulobby, Anders Kopp Jensen. Under overskriften “Sig farvel til stakeholdermapping” påstod de på deres blog, at public affairs bureauerne typisk tager 60-80.000 kroner for en mapping af stakeholdere. Og at deres nye værktøj – som vi i skrivende stund stadig ikke har set skyggen af – vil kunne gøre det samme nærmest gratis for deres kunder.

En ting er, at Ulobby markedsfører sin nye digitale platform som et værktøj, der helt kan erstatte bureauerne. Det er måske smart markedsføringsmæssigt, selvom det vidner om en (bevidst) eklatant manglende indsigt i, hvad bureauerne laver. Omvendt må jeg jo også indrømme, at jeg ikke ved, hvilken fantastisk vidundermaskine, som Ulobby er ved at bygge. Jeg vil meget nødigt fremstå som en gammeldags maskinstormer, men jeg venter altså lige lidt med at lægge bureauerne i graven.

I min dialog med Ulobby prøvede jeg at finde ud af, hvad der lå i begrebet stakeholdermapping efter deres opfattelse. For man kan sagtens betale over 60.000 kroner for en stakeholdermapping, hvis det ikke bare er en simpel listning af stakeholdere, men også indeholder en analyse i form af nogle interviews med relevante stakeholdere. Jeg kunne dog ikke få svar på, hvad der lå i begrebet.

Omvendt kunne jeg heller ikke svare Anders på, hvad en typisk stakeholdermapping koster. For sandheden er, at jeg aldrig har prøvet at sælge en stakeholdermapping. Jeg har til gengæld solgt masser af strategier, hvor stakeholdermapping er en helt naturlig og integreret komponent i strategien.

Hvad er stakeholdermapping?
Egentligt burde udgangspunktet her være en nærmere redegørelse af den teoretiske baggrund for stakeholderbegrebet, som R. Edward Freeman introducerede i sin bog Strategic Management: A Stakeholder Approach fra 1984. Den må I have til gode til en anden gang. Til gengæld kan vi lige hive definitionen frem på en stakeholder. Det er nemlig enhver gruppe eller ethvert individ, der kan påvirke, eller blive påvirket af, organisationens opfyldelse af sine målsætninger.

Når man mapper sine stakeholder gennemgår man alle de organisationer eller individer, der er påvirket eller kan blive påvirket af den pågældende sag, som man arbejder med. Her skal man ofte tænke ud af boksen. Mest oplagte er politikere og deres ansatte samt relevante embedsmænd. Husk at tænke alle led med. Er Europa-Parlamentet relevant? Og hvad med kommunerne? Eller en institution under en styrelse? Der er også medierne i alle deres afskygninger. Husk endelig de små meget fagspecifikke medier. Og eksperterne. Både dem medierne godt kan lide. Og de mere teoretiske typer. Husk også hele organisationsverdenen fra den magtfulde interesseorganisation over fagforeninger til NGO’ere og fritidsforeninger.

En anden gruppe stakeholdere, som også kan være relevante, er de interne. Mest oplagt medarbejderne. Men også investorer, bestyrelse og ledelse. Og i omegnen kunder, medlemmer, leverandører, konkurrenter, samarbejdspartnere, potentielle investorer og potentielle medarbejdere.

Endelig er der de stakeholdere, som er lidt sværere at definere. Det kan være bloggere eller andre influencers på sociale medier. Det kan være et lokalsamfund. Det kan være løst organiserede interesser. Det er grupperinger, som pludselig kan opstå, og som måske er svære at få øje på, før de pludselig udgør en trussel.

Et eksempel på det var ‘Landsforeningen for Bedre Miljø’, der bekæmpede etableringen af et testcenter for vindmøller i Østerild i Thy. Det var ikke lokale borgere eller en etableret interesseorganisation. Det var personer spredt ud over hele landet, der havde en eller anden interesse i Østerild. Det kunne være, at man havde et sommerhus i nærheden. Eller retten til jagt i området. Eller at det var barndomsegnen, der nu blev berørt. Den absolut væsentligste årsag til, at man kunne lave en foreningen til bekæmpelse af testcenteret var de sociale medier. Og hvem kunne forudse, at sådan en gruppering ville se dagens lys? Nå, det endte nu med et testcenter alligevel.

Når man har listet alle stakeholderne op, kan man begynde at vurdere, hvor indflydelsesrige de er på den konkrete sag. Og hvor positive de er i forhold til det, som du gerne vil opnå. Der skal ikke megen viden eller research til, før man har et meget godt billede af, hvor den enkelte stakeholder står.

I Advice har vi udviklet et digitalt værktøj (lyder fint, det er bare et regneark) til at vurdere indflydelse og holdning for de forskellige stakeholdere. Det sker ved, at man svarer på nogle spørgsmål om indflydelse og nogle spørgsmål om holdning. Og alt efter valget af svarkategorier, får hver stakeholder en score fra 0 til 100. Ud fra det kan man så lave selve kortlægningen af stakholderne.

Stakeholdermapping

Fra mapping til strategi
Hele ideen med denne kortlægning er, at den er første skridt på vejen til en public affairs strategi. For hver af kvardraterne i figuren gælder der nemlig, at man skal have en forskellig tilgang til dem.

Stakeholderne i kvardraten med en negativ holdning og lav indflydelse er den nemmeste gruppe at håndtere. Her skal man blot være opmærksom på, at stakeholderne ikke pludselig begynder at ændre position. Men sålænge de bliver i kvardraten kan man med fordel ignorere dem.

Den næste gruppe er dem, der har en negativ holdning, men som har stor indflydelse på sagens udfald. Overfor denne gruppe kan man umiddelbart vælge to forskellige tilgange. Den ene er en klassisk disciplin for lobbyister, nemlig at søge at overbevise stakeholderne om, at de skal indtage en anden holdning. I realiteten er det sjældent, at man vælger denne tilgang, men det er her, at venstrefløjen kommer på banen med sin kritik af lobbyisme. De ønsker øget gennemsigtighed – fx i form af et lobbyregister – baseret på en premis om, at folketingsmedlemmerne ændrer holdning, når de har haft besøg af en ‘ressourcestærk’ lobbyist, der ‘køber’ sig til indflydelse. Hvis ikke dette var tilfældet, var der vel ikke den store grund til at etablere et bureaukratisk register?

I virkelighedens verden er det særdeles svært grænsende til nærmest umuligt at flytte politikere holdningsmæssigt – især hvis de først har indtaget en position i offentligheden. Derfor kan man vælge en anden stragegi, hvor man enten håber på – eller forsøger at påvirke – at vedkommende får minimal indflydelse på beslutningen om en sags udfalg. Det er naturligvis sin sag at holde en stakeholder fra indflydelse på en sag, og derfor er denne kvardrant med stakeholder absolut den sværeste at håndtere.

Det bliver noget nemmere med gruppen af stakeholdere, som har den rigtige holdning, men som mangler indflydelse. Dem kan vi nemlig hjælpe til indflydelse. Vi kan eksempelvis hjælpe et folketingsmedlem med at stille udvalgsspørgsmål, lave beslutningsforslag, kalde ministeren i samråd samt skrive læserbreve og kronikker. Forudsætningen er naturligvis, at folketingsmedlemmet er interesseret i denne form for bistand. Men den er udbredt.

Det kan også være andre stakeholdere, som man hjælper til indflydelse. Det kunne være en lille borgergruppe, eller en gruppering på Facebook, som man hjælper til medieomtale eller på anden måde bistår i deres påvirkningsarbejde af de politiske beslutningstagere.

Endelig er der gruppen af stakeholdere, som har stor indflydelse og som er positivt stemt overfor vores sag. Her er det vigtigt at fastholde dem både i holdning og i en position, hvor de har afgørende indflydelse. Det virker måske overkommeligt, men ofte får man det ikke at vide på forhånd, hvis en politiker fx i sidste øjeblik er på vej til at skifte holdning. Så en tæt løbende dialog skal her vejes op imod en situation, hvor går hen og bliver så emsig, at det virker generende på den politiske stakeholder.

Bliver mappingen digitaliseret?
Der er ingen tvivl om, at en kortlægning af de vigtigste stakeholder har en betydelig værdi for den strategi, som man vælger. Og derfor er kortlægningen naturligvis vigtig. Der er heller ikke nogen tvivl om, at man kan digitalisere store dele af kortlægningen. Mon ikke, der fortsat vil være en prioritering af, hvilke stakeholdere, der er mest relevante, som ikke helt kan digitaliseres. Og strategien kan computeren trods alt ikke lave endnu. Det kommer sikkert også en dag – og så kan det godt være, at bureauerne bliver presset på de traditionelle opgaver. Men til den tid ser verdenen sikkert også meget anderledes ud.

Fotograf Anders Hviid

Hvad laver et Public Affairs bureau?

Et PA-bureau er et sted, hvor man kan købe sig til indflydelse! Den påstand møder jeg lidt for ofte. Det er en myte, som nogle politikere lider under. Og som alt for mange journalister synger med på. Men sandheden er mildest talt noget mere nuanceret.

Inden jeg afslører, hvad PA-bureauerne egentligt laver, er det nok værd først at myrde myten om, at man kan købe sig til indflydelse. Penge åbner altså ikke døre i det danske demokrati. Hvis der er noget, der åbner døre, er det i stedet legitimitet. Hvis en organisation er meget legitim, har den meget nemmere ved at få politikernes øre, end hvis den har en lav legitimitet. Og der er en tendens til, at hvis du ønsker at opnå indflydelse for at tjene penge, så er din legitimitet lav. Hvis du omvendt ønsker indflydelse for at fremme en god og altruistisk sag, så er din legitimitet alt andet lige højere.

Derfor har organisationen ‘Stop spild af mad’ en stor legitimitet. Det er en sag, som alle politikerne støtter op omkring. Og stifteren Selina Juul kan med et enkelt opkald få en mødeaftale med alle vigtige magthavere i Danmark fra embedsmænd i styrelser og departementer over ministeren og politikerne på Borgen til lederne i erhvervslivet. Omvendt er det næsten umuligt for en udenlandsk medicinalvirksomhed at få et møde med en sundhedsordfører. Og særligt hvis formålet er at sikre offentligt tilskud til patienternes køb af virksomhedens medicin.

Og lidt ind ad bagdøren kommer vi så til det, som PA-bureauerne laver. For vi rådgiver blandt andet om, hvordan man øger sin legitimitet, så man er i stand til at få de politiske beslutningstageres ører. Vi hjælper en virksomhed, en organisation eller en forening med at forstå politikernes verden, der af mange opleves som irrationel og mærkværdig. Vi hjælper dem med at få lavet en strategi for det, som de godt vil opnå gennem de politiske beslutningstagere. Og vi klæder dem på til at gennemføre strategien. En sjælden gang imellem er vi også med til at implementere strategien ved at tage kunden i hånden og gå på Christiansborg og snakke med en politiker. Men det er altså undtagelsen.

Det at øge legitimiteten kan gå mange veje. Hvis en organisation har en god sag, kan man måske lave en Facebook-side med noget godt indhold, hvor almindelige mennesker med et ‘like’ har mulighed for at vise, at de støtter sagen. Rigtigt mange likes betyder, at organisationen kan vise politikerne, at de har opbakning blandt vælgerne til deres sag. Og det giver legitimitet. Facebook-siden ‘Bevar familielægen’ er med knap 250.000 likes et særdeles vigtigt aktiv for Praktiserende Lægers Organisation, når de forhandler med deres politiske modparter.

Vi hjælper også vores kunder med at finde den rigtige vej til beslutningstagerne. Mange elementer spiller ind i en indflydelsesstrategi. Skal man gå både til oppositionen og regeringen eller kun til ministeren? Skal vi holde lav profil eller sikre, at alle i hele Danmark har hørt vores budskab? Skal vi basere argumentationen på følelser eller rationalitet? Og skal vi indgå en alliance med en NGO eller en fagforening?

Vi klæder også kunden på til at gennemføre strategien. Og igen er der mange ydelser på hylderne. Vi hjælper med at udvikle og forme argumenterne. Måske støtter vi med en analyse. Og vi producerer materialer til at støtte indsatsen. Det kan være alt fra et enkelt notat til en omfattende rapport. Det sker også, at vi træner kunderne i mødet med den politiske beslutningstager. Ofte hjælper vi også med at understøtte indsatsen gennem PR-aktiviteter. Eller en indsats på sociale medier.

I langt de fleste tilfælde går vores kunder selv til de politiske beslutningstagere. Og sådan foretrækker vi det normalt. For jeg er som konsulent ikke den mest troværdige eller legitime repræsentant for en virksomhed eller en organisation. Desuden har vores kunder intet at være nervøse for. Politikerne er nemlig ganske almindelige mennesker, som man sagtens kan have en konstruktiv dialog med, hvilket ind imellem kommer bag på vores kunder. Myterne om politik og interessevaretagelse er udbredte.