Må tidligere politikere blive lobbyister?

Berlingske Tidende bragte den 10. maj et indlæg, som jeg har skrevet om problemerne med tidligere politikeres arbejde som lobbyister. Og om åbenhed hos public affairs bureauer. Du kan læse mit debatindlæg i Berlingske her. Eller du kan læse det i sin fulde og oprindelig version her:

Berlingske Tidende bragte søndag den 22. april en artikel om tidligere politikeres nuværende arbejde som public affairs konsulenter eller som ansatte i organisationer, der varetager bestemte interesser.

Artiklen hviler på den præmis, at det er problematisk, at politikere går ud og arbejder med interessevaretagelse. Og det er særligt problematisk, når de gør det for bureauer, hvor det ikke er tydeligt, hvem de varetager interesser for. Hvorfor det er problematisk, bliver aldrig helt tydeligt. Den rygende pistol i form af eksempler på, at tidligere politikere har misbrugt deres indsigter fra tiden i politik, mangler helt. Til gengæld behandler artiklen ikke den demokratiske udfordring, at det er særdeles svært for tidligere politikere at få beskæftigelse. Særligt hvis de ikke må beskæftige sig med det, som de rent faktisk ved noget om, nemlig politik.

Artiklen har således to påstande, som jeg vil forsøge at besvare i det følgende. Nemlig at de bureauer, der arbejder med politisk interessevaretagelse, udgør et demokratisk problem. Samt at det er problematisk, at politikere efter deres politiske karriere beskæftiger sig med politik.

Er politisk indsigt et problem?
For at dokumentere den sidste påstand om, at det er et problem, at tidligere politikere arbejder med interessevaretagelse, henviser artiklen til en undersøgelse lavet af professor Mark Blach-Ørsten fra Roskilde Universitet. Desværre glemmer artiklens forfattere at medtage undersøgelsens konklusion, nemlig at antallet af politikere, der forlader politik for at arbejde med lobbyisme, er relativt lavt i Danmark. Det vil altså sige, at den akademiske forskning på området har svært ved at se et problem.

Så er det overhoved et problem, at tidligere politikere arbejder med politisk interessevaretagelse? Sandheden er, at det kan være meget svært for en politiker at finde beskæftigelse indenfor sit fag efter en politisk karriere. Hvis man har været væk fra faget i en længere periode, så er man ofte ikke kvalificeret til at arbejde med faget, hvad enten det er som advokat, politimand eller rørsmed. Hvad er politikerne så kvalificeret til? Politik, naturligvis. Og derfor er det naturligt, at en del af de tidligere politikere ender med at arbejde med politisk interessevaretagelse.

Det at politikerne kan have svært ved at finde anden beskæftigelse, er dog ikke et argument for, at det ikke er et problem. Men hvad det problematiske er, står heller ikke klart. Man kan spørge, om deres viden fra politik kan misbruges efterfølgende? Men hvis de misbruger fortrolig viden, gør de sig skyldigt i noget kriminelt. Det har jeg ikke hørt eksempler på er sket. Og resten af politikernes viden stammer fra offentlige kilder, så det kan næppe heller være problematisk?

Man kan hævde, at tidligere politikere har bedre adgang til nuværende politikere. Det er korrekt. Men adgang gør det langt fra alene i politik. Hvis ikke argumenterne er i orden, gør adgang ingen forskel. Den underliggende præmis om, at politikere let ændrer holdning, fordi de møder nogen, som de kender, holder ikke i virkelighedens verden. Danske politikere er hverken naive eller korrupte. Derfor er det ikke et problem, at tidligere politikere har let adgang til Christiansborg.

I øvrigt har alle med en rimelig legitim sag let adgang til danske politikere, der altid er interesserede i at lytte for at få et bedre beslutningsgrundlag. Når det har været problematisk at få adgang for den tidligere formand for Danske Handicaporganisationer, så skyldes det næppe manglen på et politisk netværk, men nærmere, at organisationen har haft svært ved at formulere deres sag på en måde, hvor politikerne har fundet den relevant at tage op. For naturligvis kræver det relevans og aktualitet, hvis man skal have adgang til de overfyldte kalendere på Christiansborg.

Vi har i Advice tilbage i 2015 undersøgt politikernes holdninger til interessevaretagelse. Undersøgelsen viser, at cirka hver fjerde dagligt har møde med lobbyister, mens tre ud af fire folketingsmedlemmer som minimum har et møde med lobbyister om ugen.

Er lobbybureauerne et problem?
Den anden påstand er, at kommunikationsbureauernes interessevaretagelse er problematisk, fordi der mangler indsigt i, hvem de arbejder for. Det er professor Anne Skorkjær Binderkrantz, der savner denne åbenhed hos bureauerne, men Mark Blach-Ørsten har også tidligere efterlyst indsigt i kundelister. Denne påstand beror på den antagelse, at bureauerne tager møderne med politikerne på vegne af kunderne.

Jeg skal på branchens vegne beklage, at vi ikke har været gode nok til at oplyse om, hvordan vi reelt arbejder. Sandheden er, at det er sjældent, at vi tager et møde med en politisk beslutningstager på vegne af en kunde. I de fleste tilfælde består vores arbejde i at klæde kunden på til selv at kunne tage mødet med politikeren. Andre gange går vi med kunden på Christiansborg. I langt de fleste tilfælde er det således kunden, der udfører lobbyismen, mens vi har en rådgivende funktion.  Og hvis det endelig sker, at vi tager møder på vegne af en kunde, så er det altid klokkeklart for politikeren, hvem man repræsenterer.

Når vi ikke lægger vores kundelister frem i offentligheden skyldes det, at vi rådgiver kunderne på et område, som er følsomt for deres forretning. Derfor ønsker kunderne ikke offentlighed. Som bureau ville jeg gerne være 100 procent transparent, men jeg må – i lighed med advokater, revisorer og andre rådgivere – respektere mine kunders ønsker. Når kunderne er med på det, går vi gerne offentligt. Advice har således været helt åben om, at vi arbejdede for Airbus i den danske kampfly-konkurrence.

Anne Skorkjær Binderkrantz argumenterer for, at det var bedre i gamle dage, hvor det alene var organisationerne, der stod for interessevaretagelsen. Det er noget af en påstand. I gamle dage sad embedsmænd, politikere og udvalgte, privilegerede organisationer rundt om et bord i et lukket rum og lavede lovforslagene. Når de så ramte Folketinget, var de klappet af politisk. Det var primært arbejdsmarkedets parter og landbruget, der var inviteret med. Folketinget var således uden den store indflydelse, som parlamentet har i dag. Der var som udgangspunkt heller ikke plads til NGO’ere, eksperter fra universiteterne, enkelte virksomheder, borgergrupper, medier eller individer, som i dag har helt andre muligheder for at gøre sin stemme gældende i den demokratiske debat. Er det at foretrække?

I dag foregår meget mere interessevaretagelse i offentligheden. På Twitter kan man åbent følge dialogen. Der er ofte annoncer i aviser, som har politikerne som målgrupper. Fra en omfattende universitetsundersøgelse af interessevaretagelse, har vi også betydelig indsigt i organisationernes interessevaretagelse. Og på Folkemødet er det også gennemskueligt, hvad der foregår. Lad os endelig få mere åbenhed så længe, at det ikke er i form af kontrol for kontrollens skyld. Jeg vil hjertens gerne bidrage til, at forskerne får større indsigt i moderne interessevaretagelse. Både Anne Skorkjær Binderkrantz og Mark Blach-Ørsten skal være velkomne til at følge vores arbejde i en dag eller i en uge, så de kan få indsigt i, hvordan tingene reelt foregår.

Jeg håber meget, at forskerne tager imod invitationen. For debatten om vores demokrati fortjener at blive baseret på indsigt og ikke på myter. Og det kræver at forskerne udtaler sig baseret på indsigt og ikke på myter.

Hvad er public affairs?

Public affairs er bare et smart konsulentord for lobbyisme.

Det er en påstand, som ikke bliver mere sand af at blive gentaget. Heller ikke selvom det kommer fra folk fra branchen, som burde vide bedre. Sandheden er, at lobbyisme er public affairs, men public affairs er meget mere end lobbyisme.

Lobbyisme defineres som ‘når personer, virksomheder eller organisationer forsøger at varetage deres interesser ved at påvirke politiske beslutningstagere’. Politiske beslutningstagere er typisk politikere eller embedsmænd, men kan også være medlemmer af en kommission eller et lovforberedende udvalg. Så lobbyisme handler i høj grad om den konkrete dialog, som en lobbyist har med en politisk beslutningstager. Lobbyistens formål er at søge opbakning til sin sag. Den politiske beslutningstagers formål er at få et bredere beslutningsgrundlag.

Public affairs, der bedst oversættes til ’interessevaretagelse’, handler som nævnt om lobbyisme, men også om meget mere. For eksempel kan medierne spille en vigtig rolle i interessevaretagelsen, hvilket gør PR til en del af PA (men man kan faktisk også hævde det omvendte). Medierne kan være med til at skabe en brændende platform for sin sag. Og uden den kan det være svært at skabe interesse for sin sag. Eller medierne kan bruges til at lægge et pres på beslutningstagerne ved at vise dem, at omverdenen er optaget af problemet.

Overvågning af medier – og af sociale medier – hører også med til det at varetage sine interesser. Det er afgørende at have indsigt i, hvad omverdenen sig og mener om ens organisation eller ens sag.

Man kan også hævde, at stakeholder management er et naturligt element i interessevaretagelsen. Stakeholderne skal kortlægges og analyseres, som et vigtigt led i analysefasen af en public affairs-strategi. Og en systematisk tilgang til at opbygge og vedligeholde relationer til vigtige stakeholder er en af de løbende aktiviteter i interessevaretagelsen.

Issues management hører også til i den kurv, som kaldes public affairs. For organisationer og virksomheder med mange politiske sager er issues management et stærkt ledelsesværktøj, når sager skal prioriteres og ressourcer fordeles. Skal man have succes med sin interessevaretagelse, kræver det, at man ikke løber efter alle sager hele tiden.

Regulatory affairs kan også være en del af interessevaretagelsen. I stærkt regulerede virksomheder er det nødvendigt med afdelinger, der løbende sikrer, at virksomheden arbejder i overensstemmelse med den komplekse lovgivning. Ofte er der et rum for fortolkning, og derfor har virksomhederne en løbende dialog med embedsmændene om, hvordan loven skal tolkes. Men også om, hvad der kunne være hensigtsmæssigt at ændre i loven.

Man bør også tænke hele sin organisations eksterne kommunikation – corporate communication – ind i interessevaretagelsen. Det gælder ikke mindst kanalerne på sociale medier. For der skal naturligvis være en sammenhæng mellem det, som man kommunikerer til de politiske stakeholder og det, som kommunikeres til de resten af en organisations omverden. Derfor er CSR også en disciplin, som skal samtænkes med interessevaretagelsen. For CSR handler om at skabe et godt omdømme og en høj legitimitet. Og hvis omverdenen generelt vurderer, at en virksomhed har en høj legitimitet, så deler det politiske system denne vurdering. Og en høj legitimitet er som smør for interessevaretagelsen.

Evnen til at lave gode analyser er absolut også afgørende for interessevaretagelsen. Det er derfor, at alle interesseorganisationer af en vis størrelse har en analyseafdeling, der ofte arbejder tæt sammen med de ansatte, der står for den direkte politiske kontakt. Når analyserne er afgørende skyldes det, at de skal sikre de politiske beslutningstagere et bedre beslutningsgrundlag. Og samtidig skal de understøtte de budskaber, som man godt vil have politisk opbakning til.

Flere discipliner kan uden tvivl tænkes ind. Grundlæggende handler public affairs om organisationens forhold til den politiske del af omverdenen. Men den politiske del fylder efterhånden så meget, at det stort set drejer sig om hele organisationens omverden.

Det skel mellem lobbyisme og public affairs, som jeg har skitseret i det ovenstående, er efter min overbevisning intuitiv rigtig. Men det er ikke bare noget, som jeg har opfundet. Public Affairs Networking beskriver således public affairs med ordene: ”Public affairs work combines government relations, media communications, issue management, corporate and social responsibility, information dissemination and strategic communications advice. Practitioners aim to influence public policy, build and maintain a strong reputation and find common ground with stakeholders”.

Dermed strækker public affairs sig fra den stille dialog med embedsmænd om justering af kompleks lovgivning til omfattende kampagner, der skal forbedre organisationens omdømme og legitimitet. Det sidste bliver i stigende grad vigtigt. Mere om det senere.